Søg
Close this search box.

Gå til sektion



Emner



Del artikel

Psykoterapeut

En psykologsamtale.

Hvis du har økonomien og overskuddet til det, kan du opsøge en psykoterapeut. Det er ikke en beskyttet titel som eksempelvis læge, psykiater og psykolog. I princippet kan alle kalde sig psykoterapeut.

Det er dog ikke ensbetydende med, at et behandlingsforløb hos en psykoterapeut er dårligere end hos en psykolog. Rigtig mange (særligt personer med lettere depressioner) har stor gavn af et forløb hos en psykoterapeut. Nogle foretrækker endda psykoterapeuten fremfor psykologen, idet psykoterapeuter selv har gennemgået et terapeutisk forløb, hvilket ikke er et krav for b.la. psykologer og psykiatere.

Du skal være lidt påpasselig, når du vælger en psykoterapeut. Der findes et hav af forskellige uddannelser inden for psykoterapi. Nogle bedre end andre. Det sker eksempelvis, at personer, der ikke har gennemgået en egentlig uddannelse til psykoterapeut, men fx har taget nogle weekendkurser, nedsætter sig som psykoterapeut. Det kan have nogle meget uheldige konsekvenser for dem, der går i terapi hos en sådan person.

Er du på udkig efter en psykoterapeut, er det derfor en god idé at undersøge, om den, du vælger, er medlem af Dansk Psykoterapeutforening. Medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening skal leve op til en længere række krav, der giver en vis garanti for, at terapeuten har erfaringerne og kompetencerne til at hjælpe dig.

Det kan godt være en smule forvirrende at skelne mellem psykologer, psykoterapeuter og psykiatere. Psykoterapeuter adskiller sig fra de andre på følgende 3 måder:

  1. Psykoterapeuter har selv været i terapi. Det vigtigste værktøj for en psykoterapeut er deres egen person. Flere psykoterapeuter har mærket depression eller andre psykiske lidelser på egen krop. Det giver dem en særlig forståelse for deres patienter. Det er et krav fra de psykoterapeutiske uddannelser, at terapeuten selv har gennemgået et terapeutisk forløb og afprøvet de faglige psykologiske metoder i praksis. De samme krav gør sig ikke gældende for hverken psykologer eller psykiatere.
  1. Psykoterapeuter har taget en 4-årig uddannelse fra et psykoterapeutisk uddannelsessted. Psykologer har en universitetsuddannelse i psykologi. Psykiatere har en lægeuddannelse og en specialisering i psykiatri. Psykoterapi er i højere grad en efteruddannelse, som sygeplejersker, pædagoger, skolelærere, læger m.fl. kan tage, når de er interesserede i at hjælpe mennesker med personlige og psykiske udfordringer.
  1. Psykoterapeuter kan ikke behandle svære sindslidelser og kan heller ikke udskrive medicin. Psykoterapeuter bliver uddannet til at hjælpe mennesker. Dog uddannes psykoterapeuter ikke til at håndtere svære psykiske lidelser og stille kliniske diagnoser.

 

Pris

Hvis du skal betale for din psykoterapi af egen lomme, er det ofte en smule billigere at gå hos en psykoterapeut sammenlignet med en psykolog. Gennemsnitsprisen for en session med en psykoterapeut ligger på 600-900 kr.(2022 priser) Den varierer dog meget alt efter terapeutens uddannelse og erfaringer.

Nogle psykoterapeuter tilbyder særlige rabatter. Fx rabat til studerende og rabat til ledige samt pakketilbud, hvor du kan få rabat ved at bestille flere sessioner samtidig.

DepressionsForeningens nyhedsbrev

Følg med i foreningen, og få hovedoverskrifterne fra psykiatrien.

Seneste nyhedsbreve