Da Charlotte fik diagnosen depression anbefalede lægen hende en tur ud af døren hver dag – om det så bare var ned til enden af haven og tilbage igen. En anbefaling der har gjort, at Charlotte føler sig bedre tilpas, når hun igen kommer ind ad døren.
Udover den daglige motion, har elektroniske medier givet Charlotte mulighed for, at opretholde et socialt liv, når den direkte kontakt har været uoverskuelig.
Af Charlotte Andersen
Jeg kom ud af konsultationen lige så tudevorn som jeg trådte ind. Blot mere forvirret - og lidt krænket. Tankerne fløj gennem hovedet på mig - hvorfor havde lægen ikke sagt, at jeg var stresset? Tænk, at den læge, jeg havde haft igennem 20 år ikke vidste, at jeg ikke fik depressioner! Tænk, at han ikke kendte mig bedre… og jeg var ellers så glad for ham, men på det område her, havde han tydeligvis ikke mange kompetencer! Han havde stillet forskellige spørgsmål, og ret hurtigt konkluderet, at det var en depression, jeg havde. Havde skrevet en recept ud, som jeg kun modvilligt tog imod. Jeg skulle ikke ende som min mor - skulle ikke være afhængig af alt muligt psykofarmaka. Spurgte ham, om man ikke kunne undlade at tage medicin - ville det ikke bare gå over af sig selv? Svaret var, at det ville det, men det ville tage meget længere tid. Så tog han min hånd og kiggede mig i øjnene. “Men prøv, om du kan komme ud af huset hver dag.. Om det så bare er ned i enden af haven og tilbage igen, er det guld værd. Og kan du komme længere er det endnu bedre. Motion er en god hjælp til medicinen“.
Lægens ord om motion sad fast
Da jeg kom hjem ringede jeg på mit arbejde og sagde, at de måtte sygemelde mig i 14 dage pga. stress. Recepten smed jeg på bordet, og sendte ikke mange flere tanker den vej. Det gjorde min mand til gengæld, da han kom hjem. Han tog straks af sted og hentede det, og bad mig tage det, hvilket jeg modvilligt gjorde. Det var ikke det, jeg havde tillid til. Til gengæld sad lægens ord om motion fast.
Da min mand om aftenen sagde, at jeg bare kunne blive liggende om morgenen - at han nok skulle tage sig af ungerne, følte jeg med det samme, at det var forkert. Hvis ikke jeg kom op om morgenen, ville jeg aldrig komme op! Jeg følte mig meget træt - men lige så bange. Og det var nok angsten, der mest af alt fik mig til at sige nej til min mand. Jeg ville op om morgenen, og jeg SKULLE ud af min dør hver dag. Det var målet for min dag.
Ud i haven og cyklen ind til byen
Den første tid nåede jeg ikke længere end ud i min egen have, for så at gå tilbage igen og smide mig på sofaen, og sove eller tude. Men jeg kom længere og længere væk. Dog var der et problem. Når jeg gik ud af døren risikerede jeg jo at møde naboen eller andre mennesker, jeg kendte fra nabolaget. Alene tanken om det kunne i den grad afholde mig fra at komme af sted. Jeg var overbevist om, at de alle talte om mig, og syntes jeg var underlig. Men så fik jeg tanken at tage cyklen. Og eftersom jeg i alle nærliggende butikker kunne risikere at møde samme naboer osv., endte jeg med at cykle til den anden ende af byen for at handle. Ofte fik jeg ikke det halve med hjem, fordi jeg ikke kunne huske, hvad jeg skulle have, eller ikke formåede at læse sedlen, jeg havde skrevet hjemmefra. Men det er lige meget i denne sammenhæng, for det er motionen, det handler om. Jeg er umådelig taknemmelig for at min læge gav sig tid til at se mig dybt i øjnene dengang, jeg ellers syntes, han var aldeles inkompetent. For der var ingen tvivl om, at jeg ikke selv kunne styre hjernen - men hvor vidt jeg ville se at komme ud af døren eller ej - det kunne jeg selv gøre noget for! Og at jeg følte mig lidt bedre tilpas, når jeg kom hjem - det var helt sikkert!
E-mails og sms fastholder det sociale liv
En anden ting, der har hjulpet mig gennem tiderne er de elektroniske medier. E-mails og sms. Den totale, sociale ulyst til at være sammen med andre mennesker, der for mig fulgte med depressionen, er jo farlig. Farlig fordi det sociale netværk, man har, faktisk er umådeligt vigtigt for at komme videre, og derfor er så vigtigt ikke at miste. Men hvis man aldrig selv tager kontakt, glider kontakterne stille og roligt væk - man virker utilnærmelig, ligeglad (hvilket nok heller ikke er helt usandt i visse perioder). Men jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde øjeblikke, hvor der var et lille bitte overskud, som kunne bruges til at kontakte venner og bekendte. En mulighed for kontakt, selv om jeg ikke på samme tidspunkt ville have været i stand til at føre en længerevarende samtale med nogen som helst! En lille sms eller en længere e-mail, som måske tog timer at skrive, men som måske også havde en helende virkning. Hvem ved? Jeg tænker i hvert fald, at det har betydet, at jeg har været i stand til at fastholde en del relationer, selv om der også for mig er en del, der er faldet fra. Men de elektroniske midler har den fordel, at man kan være lige så længe om at få dem gjort færdig, som man har brug for - man kommer ikke til kort, som man kan gøre i en reel samtale. For mig har det været vigtigt!
Tja - det er mig. Det, der virker for mig. Jeg er overbevist om, at enhver, der har en depression må finde ud af, hvad der virker for dem. Der er ingen generalisering. Det, der virker for mig, kan være sort snak for en anden. Men - er der nogen, der kan bruge det til noget er det jo kun godt.
….Og at kunne skrive det på pc´en har gjort, at jeg kunne bruge den tid, jeg havde brug for, og slette lige så mange gange, jeg havde lyst til. Og se - det er jo ikke særlig deprimerende!
Fakta
På vores hjemmeside www.depressionsforeningen.dk kan du oprette dig som bruger og bl.a. stille spørgsmål til andre brugere.
Også på www.depnet.dk kan du kommunikere elektronisk med andre brugere af hjemmesiden. Her kan du bl.a. læse andre brugeres dagbøger og stille spørgsmål til et udvalg af eksperter.
|
