Jeg kan ikke huske præcis, hvordan det begyndte, men det har været, da jeg var teenager og især i gymnasietiden, hvor jeg for alvor udviklede angst og depression.
I gymnasiet oplevede jeg angstanfald, generel socialangst og svær depression, og jeg var tæt på at droppe ud, fordi jeg havde det så elendigt.
Jeg fik snakket med mine forældre om det, og vi fik kontakt til en studievejleder og en psykolog, som det hjalp meget at tale med. Det var nok det største vendepunkt i forhold til at blive klar over, hvad der var galt, og til at vide, at jeg var nødt til at gøre noget ved det, hvis jeg ikke skulle gå til grunde.
Kampen for accept
Jeg har dog aldrig fortalt om det til særlig mange, og det er kun min nære familie og få andre, som kender til min historie. Min familie har i perioder været meget støttende, men i andre perioder har de haft svært ved at takle det, og jeg har uden tvivl til tider været umulig at have med at gøre.
Da jeg var yngre, havde jeg meget svært ved at acceptere det, da jeg bebrejdede og hadede mig selv for at have det sådan. Siden er jeg blevet mere accepterende overfor mig selv, fordi jeg i dag er mere bevidst om mine egne styrker og svagheder, og er i stand til at føle stolthed over de ting, som jeg har opnået i mit liv på trods af mine problemer.
De negative tanker
Jeg er uddannet cand.mag. i kommunikation, og arbejder i marketingafdelingen i et stort firma. I arbejdssituationen forsøger jeg at fokusere fuldstændigt på mine arbejdsopgaver og løse dem så godt som overhovedet muligt. Herved prøver jeg at tilsidesætte de negative tanker, jeg måtte have den givne dag, ved at flytte fokus til noget konstruktivt og kreativt, som gavner både mig og virksomheden.
